Vidste du godt, at min morfar udviklede figuren Fætter BR?

Vidste du godt, at min morfar udviklede figuren Fætter BR? 🤓💂

Det er en ting, jeg elsker at fortælle; ikke kun fordi Fætter BR var ”the shit”, da jeg var barn, men særligt fordi det er noget, jeg er enormt stolt af.

Jeg er nemlig tredje generation i en familie af marketingfolk, og jeg vil gerne fortælle om min morfar, som har lagt en af grundstenene for den, jeg er i dag.

Helt tilbage i 60’erne var der en ung Lars Thykjær, som sov meget få timer i døgnet, fordi han både skulle spille musik i sit band, gå på Kunstakademiet og tegne reklamer som elev hos Andersen og Blæsbjerg. Det var, lige indtil han ikke kunne holde sig vågen om dagen, fordi han havde spillet musik om natten, og nogen gav ham det geniale råd at prioritere, hvad der var vigtigst.

Et råd han videregav til mig engang, hvor jeg var frustreret, fordi jeg kun gjorde tingene halvt i et forsøg på at nå ALT.

Min mor gik i sin fars fodspor

Hos Andersen og Blæsbjerg blev han i øvrigt forført af den fire år ældre produktionschef, Elsebeth (min mormor), som syntes han var en vældig flot fyr. Og da de var blevet gift og flyttede i hus sammen på Mågebakken, indrettede han en tegnestue, hvor han startede Thykjær Design.

Og så kom min mor til verden i 1969; en kreativ sjæl, der gik i sin fars fodspor og blev grafisk designer.

I 1984 startede min morfar og mormor ”Thykjær Grafisk”, som senere blev til ”Jensen og Thykjær Kreativ Kommunikation”, da Poul-Erik Jensen kom med. De blev enige om, at ”Jensen” skulle stå først, så firmaet ikke fik øgenavnet ”Tykke Jensen”.

Og så kom jeg til verden i 1996; endnu en kreativ sjæl, der futtede videre efter mor i morfars fodspor.

Reklamebureauet fik succes, og de videreudviklede konceptet ved at sammenslutte forskellige virksomheder i en gammel møbelfabrik på Jens Benzons Gade. Det blev til KNOWHOUSE REKLAME i 1997.

Efter morfar lukkede KNOWHOUSE, har han lavet et hav af forskellige projekter, og selv da han gik på pension, fortsatte han med det ene efter det andet. Nu til dags består de kreative projekter mest af at underholde min altid kreative kusine på 10 år, ligesom han altid har underholdt mig.

Mit professionelle forbillede

Jeg er den eneste af min mormor og morfars børnebørn, der kan huske huset på Mågebakken, hvor min mor voksede op. Jeg kan huske morfars tegnestue, hvor jeg fik lov til at sidde ved hans skrivebord og lave kreative sager. Jeg kan huske, den gang de flyttede op på gården, hvor min morfar straks omdannede en gammel stald til en ny tegnestue.

Og selvom jeg ikke altid vidste det, og selvom jeg har haft mange forskellige planer om, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor, så var det lidt, som om mit kompas altid pegede tilbage mod morfar.

Min morfar og min mor er mine professionelle forbilleder. Udover at være dygtige til det de kan, så er de også stærke mennesker med hjertet på det rette sted. Det er dem, der altid har troet på mig og løftet min kreativitet, og det er dem, der altid giver mig selvtillid, når jeg ikke føler, jeg kan leve op til mine egne krav.

Jeg er altid blevet inddraget og behandlet som en kreativ professionel i min egen ret. Selv da jeg var barn og teenager, kom jeg med på messer og solgte hjemmelavet pynt i en butik, min morfar havde for en kort stund. Og efter jeg startede på danskstudiet, er jeg blevet behandlet som en omvandrende nudansk ordbog.

Men i dag er jeg en fast del af Paleas Ecofiber, som min mor har været med til at stable på benene i kulisserne bag de to iværksættere, Clement og Richardt. Og selvom jeg har taget en fin akademisk uddannelse som den første i familien, så har jeg fået noget helt særligt fra min mor og min morfar, som man ikke kan lære på nogen skoler.

Jeg er stolt af at hedde Thykjær til efternavn, og jeg er taknemlig for at have et stærkt fundament under min professionelle fremtid. ♥️✍

Maja Thykjær Jeppesen

Velkommen til min blog, hvor jeg deler mine professionelle reflektioner. Lær mig at kende og få en masse spændende viden om kommunikation, marketing og persolige oplevelser lige her. 

Du er meget velkommen til at kontakte mig eller connecte på Linkedin! 

Flere indlæg